Nekrolog
Over Akropolis formand Margrethe Danielsen
af Else Philbert, bestyrelsesmedlem Akropolis
Margrethe blev formand for Akropolis i 2007, da Mogens Poll valgte at trække sig på grund af sygdom. Hun var godt klædt på til at overtage posten, da hun i ca 7 år forinden havde været medlem af bestyrelsen og næstformand for klubben. Udover sin solistkarriere, havde hun også været formand for operakoret, og hun blev under operachef Elaine Padmore en del af operaledelsen.
Margrethe samlede en god bestyrelse og gik i gang med arbejdet. Hun var uhyre flittig og altid tilgængelig for medlemmerne. Hun satte al sin styrke ind i arbejdet for at opnå gode forhold for klubben, der var blevet stiftet i 1992 af pensionerede operasangere.
Margrethe kunne tale med alle på teatret, både det kunstneriske personale, som hun jo selv havde været en del af, det administrative og tekniske personale. Hun holdt af at komme ind på teatret i god tid før møderne og hilse på.
Hun kontaktede gode foredragsholdere, arrangerede skovture, julefrokoster og udenlandsture. Margrethe elskede de lange busture ned igennem Europa. Og meget gerne til Tyskland og Østrig, hvor hun havde været på sangkursus som ung sanger.
De sidste par år håbede hun at finde en ny formand, der kunne aflaste hende. Og hun var glad, da der i sommerens løb meldte sig nye til bestyrelsen. Hun tog imod alle og gik i gang med at sætte dem ind i klubbens forhold. Men nåede desværre ikke at se arbejdet færdiggjort. Hun blev indlagt på Hillerød Hospital i november og døde 29. december.
Eph.